Mødet med Indien

I skrivende stund sidder vi i "vores" taxi på vej mod Delhi, og ved rattet er Partap (som vi endelig ved hvad hedder... Måske, han hedder muligvis Pratap). Vi har den sidste uge kørt rundt med denne dejlige mand i det nordvestlige Indien. I morgen begynder anden del af vores næsten all-inclusive tur, som byder på pink bygninger i Jaipur, måske en bette kameltur i Pushkar, Taj Mahal og et bar døde kropsdele i gangesfloden i den hellige by Varanasi.

De første dage i Delhi var mildest talt overvældende. Den første køretur i dagslys lagde stilen for resten af turen. Som Partap siger: " In india only one Road for everthing", og det er sandt; alt fra geder til godtfolk og rickshaws belæsset med stof i kæmpe sække dytter om kap med smukt bemalede lastbiler, og busser der har deres helt egen dytte-melodi, men til gengæld ikke stopper for at samle nogen op. Derfor må man hoppe på, når man er heldig, at den sænker farten. Den samme taktik gjorde sig gældende i forgårs, hvor vi havde vores debut med nattekørsel i Rickshaws. Det gik over stok og sten og midt i vores samtale, hvor vi roser os selv for vores rickshaws-praje-evner (der var mindst fem mænd i en tæt kreds om os, der tilbød deres køretøjer) udbryder Sofie: " Ej, der sidder en dreng bag på vognen!" Drengen smilede sødt tilbage til os og hoppede af ved næste vejkryds.

Dyt båt indersnot

Trafikken her får virkelig adrenalinen til at pumpe i blodet, og vi tvivler på, at diverse ekstremsporte kan måle sig med at krydse vejen i indisk myldretid. Særligt de snogene bjergveje, hvor der næsten ikke engang er plads til én bil, får os til at se døden i øjnene. Eller i hvertfald den modkørende lastbils forlygter. Det er med god grund, at der bag på lastbilerne står "Blow horn" - for et båthorn er grundstenen i indisk færdselslov. Der bliver der også, med en vis selvironi, gjort noget for at øge trafiksikkerheden. Et skilt lød "Drive slow and enjoy the scenary, drive fast and join the scenary". Eller advarslen mod spritkørsel: "Dont drink and drive home, else family will be alone".
 Nogle lastbiler bidrager også med livsfilosofiske indspark. Eksempelvis" Before time and more than destiny, you dont get anything". Hvis man forstår sådan en (det gør vi ikke!!)
Men selvom trafikken er fuldstændig sindsyg, klarer inderne den utrolig godt, og vi er i trygge hænder hos vores chauffør.

De første dage brugte vi i Delhi på at akklimatisere os til den indiske kultur. Inderne vil meget gerne hjælpe og passe på os. Allerede den første dag gik der ikke to timer på hotellet, før vi havde booket en chauffør, tog og flybilletter til den næste måned. Vi havde en meget ivrig rejseagent, som pressede to ubeslutsomme og eftertænksomme danskere til det yderste. Men vi er tilfredse!.
Særligt en nepalesisk chauffør insisterede på at køre os rundt til alt, og de er alle meget opmærksomme på at give os de tre evindelige sikkerhedsråd: 1) Dont talk to anyone (ja det er lidt svært at undgå) 2) Be aware of pickpockets (bare rolig, Sofie har mavebæltet på hver dag) 3) Dont give more than 40 rupees for a rickshaw (i pressede situationer er det okay at give 50 RP)
Særligt en guide, vi havde på en "Naturewalk" ved bjergbyen Shimla, var behjælpelig med mange "gode" råd. På vej ned at stejle skrænter gav han to hundrede meter længere nede verbal opbakning med remsen: "Take your time, watch your step, slowly time" Herefter supplerede han med at spørge i hvert fald hvert tiende minut: Feeling good girls, great feeling?" Det var meget betænksomt, og helt afgjort kun gjort i den bedste mening. Amalie udtrykker altså alligevel sine frustrationer i taxien tilbage til hotellet: " Jeg flegner, hvis han en gang til spørger mig, om jeg har det godt!" Det er vist meget fint, at de ikke altid kan forstå, hvad vi siger.

Efter et par dage beslutter vi os for at tage væk fra Delhi til lidt mere rolige himmelstrøg.
Særligt en oplevelse fra Delhi husker vi begge som vild. Efter, at vi den første dag forsøgte os på egen hånd i Old Delhis bazarer, måtte vi indse at geder side om side med påtrængende sælgere, akkompagneret af evig båtten og dytten, var for meget for os, og vi beslutter os for at tage turen gennem bazarerne på en rickshaw. I sådan en cykel følte vi os ligepludselig uovervindelige hævet over kolort og påtrængende mennesker. Gaderne i bazarerne var opdelt efter varesortimentet; en gade var dedikeret til bryllupsudstyr, en anden til sko, og en tidligere moske var et "spicemarket", hvor selv inderne gik og nøs, fordi luften var tung af karry og masala. I rickshawen var vi fuldstændig opslugte af omgivelserne og de mange indtryk, at ingen af os sagde noget, i den time turen varede. Efter den oplevelse var vi mætte af storby, og derfra gik turen nordpå.

Svimlende Shimla

Første stop var Shimla, en by opstået i kolonitiden som tilflugtssted for overophedede briterne i Indiens sommervarme. Bestående af kun to gader; "The Ridge" og "The Mall" var Shimla meget stille og rolig og fyldt med indiske turister. Det er da også indernes all-time favourite honeymoon destination.
En halv dag går med at udforske et abetempel på toppen af Shimla. Ved tempelrutens start står der et skilt, der alt efter hvor hurtigt man går op til templet, kan se hvilken fysisk tilstand, man er i. Vi går selvfølgelig efter "Absolutely fit", og må bruge en halv time på at klatre til toppen. Nu var det ikke en mulighed at gå stille og roligt op. Vi klarede den under 30 minutter, men er også tilsvarende røde ihovedet på toppen. Templet er indhyllet i en sky, det er en mystisk og nærmest spøgelsesagtig
stemning. Men stemningen bliver hurtigt brudt af diverse aber, og selfieglade indere. Vi troede at 9 gange selfies med indere var meget, men igår kom vi op på 18 - men hvem tæller?.. ( det gør Sofie)
Allerede den første dag da vi skulle praje en taxa, mærker vi, hvad det betyder at have lyst hår i Indien. Amalie river i Sofies arm og siger "Hey Sofie, vi har virkelig formået at samle et publikum". Det kan vi ligeså godt vænne os til. Vi har fundet ud af, at det ikke nytter noget at være høflig, men at man må køre silent treatment på omklamrende indere.
Nogen har bevæget sig væk fra selfietaktikken og benytter sig af snedigere tricks. Det indbefatter fødselsdagskage (lige en måned for tidligt), et kindkys, prinsetitler med tilhørende slot kun to timers flyvetur fra Amritsar, og uskyldig instagramstalkning  ("I can play some music for you if you like" - tak for tilbuddet shubbi sharma)

Buddistisk frelse i bjergene

Efter nogle tiltrængte rolige dage i Shimla tager vi til McLeod Ganj, Dhramsala  - et sted der skulle vise sig at være endnu mere afslappende. I McLeod Ganj var de indiske turister byttet ud med vestlændinge, der søger åndelig frelse i yoga- og meditationskurser. Den stemning smittede af, og vi følte os også noget så åndelige og frelste efter et par dage i den smukke buddhistiske bjergby.
På de fleste områder bidrog hotellet til den gode stemning. Vi havde egen terrasse med aber, og udsigt til falke der fløj under os. Naturen var bogstavelig talt lige udenfor døren  - men også i morgenmaden, som Amalie erfarede midt i müslien. Ikke en men to frække orme havde forvildet sig ned i, hvad der ellers lignede en god gang dansk morgenfoder.
Heldigvis havde amerikanske Maureen samme morgen inviteret os til en times meditation, og efter den omgang var blodtrykket faldet heeelt ned.
Meditationen foregik på  "Tushita retreat center", hvor man ikke måtte snakke. (En anden slags silent
end den vi havde praktiseret)
Vi kom ind i et næsten fyldt lokale med langhårede mænd, som var de taget ud fra Ringenes Herre, en god del dreadlockede piger men også en portion helt almindelige mennesker. Timen gik med vejrtrækningsøvelser og med at at udforske stadiet imellem mediterende og sovende.... "Focus on the sensation of your breath". "Analyze and accept your feelings" messede guiden, så det gjorde vi.
Efter meditation havde vi fået mod på mere åndelig og kropslig selvrealisering og tog til yoga den efterfølgende dag. Det var en noget anderledes udgave af Nordkrafts yoga-timer. Chanting og "inhale, exhale" blev afbrudt af læreren, der sagde til Amalie "What is wrong with your leg, no balance" og Amalie måtte indse, at hendes bud på en (lidt skæv ) skrædderstillingen ikke var godt nok for en yoga-master. Han konkluderede til sidst med et smil på læben, "No Ashtanga yoga for you girls".

Meditation og yoga for vestlige er kun en dimension af byen. For alt den åndelige praksis er egentlig opstået af, at byen er tilflugtssted for de tibetanske buddhister, der flygter fra den kinesiske regerings undertrykkelse af det tibetanske folk i Tibet. Det skabte en hel speciel stemning, at der blandt os turister gik fredelige munke i bourdeaufarvet tøj og klappede de herreløse hunde på ryggen. Vi oplevede den tibetanske historie i Dalai Lhama templet og det tilhørende tibetanske museum. Partap, vores chauffør, havde da også advaret os om, at museet var rørende. "I cried", sagde han. Vi blev også selv meget forfærdede over hele historien, som ingen af os kendte voldsomt meget til på forhånd.
Senere samme dag var vi til foredrag med en tibetansk munk, der selv var flygtet på gåben gennem Himalayabjergene til Indien. Han fortalte, at han i Tibet under den kinesiske undertrykkelse, havde troet at Mao var hans leder, indtil et par amerikanske turister gjorde ham opmærksom på, at det altså var Dalai Lhama. Efter mange år i fængsel, kom han til McLeod Ganj med den overbevisning, at kun et voldeligt oprør ville have en effekt. Men efter personlig audiens hos Dalai Lhama forstod han, at
vold aldrig kunne være løsningen.
Opfordringen til sidst var da også ikke-voldelig; vi skulle dele "Free Tibet" på Facebook. Ikke noget man havde forventet af en munk.
Besøget i McLeod Ganj har været en succes, og vi kunne begge godt forestille os at vende tilbage dertil en dag.

Et varmt og gyldent tempel

Næste stop på vores tur med Partap var byen Amritsar. Byen er alt andet end rolige munke og yogapraktiserende turister. Den helt store attraktion er sikhernes helligdom: Det Gyldne Tempel. Tempelkomplekset har åbent 24/7, og her vrimler det med mænd med farvede turbaner og kvinder med børn i hænderne. Alle er de klar til at gå en runde i det guldbelagte tempel. Omkring templet er
søen, "The pool of nectar", som siges at have healende kræfter, hvorfor både Sikher og hinduer bader i den.
Sikhismen opstod i 1500-tallet, blandt andet som protest mod kastesystemet, og som et symbol på deres gæstfrihed serverer de hver dag et gratis måltid mad for alle uanset kaste. Normalt vil hinduer nemlig ikke spise sammen med folk under deres egen kaste - men ifølge Sikhismen er alle lige. Derudover betyder renlighed en del, og det afspejles blandt andet i, hvordan templerne, modsat de buddhistiske og hinduistiske templer, er holdt i hvide og afdæmpede farver - og massevis af marmor. Derudover skal man vaske fødder og hænder inden man går ind, og så skal alle bære hovedbeklædning. Noget der godt kan være en prøvelse i 38 graders varme....
Vi måtte i hvertfald konstantere, at den kolde Cola, vi fik bagefter, var mere nektar for os end "The pool of nectar".
Partap fik os med ind til frokost i templet, og det var en kæmpe oplevelse!! Vi blev først mødt af en ramlen og skramlen af et større opvaskeprojekt, som frivillige påtog sig for at kunne servere mad for alle. Længere inde sad andre frivillige fordybet i løg og kartoffelsnitning. Maden blev serveret inde i en stor hal og øst op fra store spande, og så gjaldt det bare om at spise løs inden spisesessione var slut, og det næste hold blev lukket ind.

Hanekam(p)

Eftermiddagen i Amritsar bød på noget helt andet end gæstfrie sikher. Partap kørte os til den pakistansk/indiske grænse, hvor begge lande hver dag laver et kæmpe militær showoff - bogstaveligtalt en hanekamp mellem pakistanere og indere. Vi var noget spændte på, hvad der var os i vente, og vi følte os en smule oppe at køre og ikke mindst modige ved at troppe op ved grænsen, selvom der hjemmefra har lydt strenge ordre på at holde sig væk. Partap havde dog sagt go for safety, så vi var klar.
Sceneriet mindede om en typisk fodboldkamp. Da vi steg ud af taxien, blev vi overfaldet af folk, der ville male indiske flag i vores ansigter og sælge os kasketter i indiske farver med teksten: "I love my India". Der vrimlede med folk og ikke mindst militære checkpoints, hvor mænd i camouflagetøj og sorte støvler stod klar med maskingeværet. Vi var blevet lovet specielle VIP pladser (noget som åbenbart bliver tilbudt turister ) men da vi var klar til at vise pas og gå den ca. 1 km lange vej til stadionet (for sådan et er der selvfølgelig blevet bygget), blev Partap stoppet af militærmanden. En masse hurtige ord blev sagt på hindi, og Partap fortalte, at en mand fra det indiske militær var død ved grænsen. Spændingsniveauet steg lige en smule! Da vi endelig blev lukket ind, spurgte Sofie (for lige at vurdere sikkerhedsniveauet) om det var en, som var blevet skudt, hvortil Partap smilende
svarede: "No, no worries only heartattack"...
Ceremonien mindede mest af alt om en blanding af step og Parso Doble i en sindssyg omgang Vild Med Dans. Dem, der ville have været officials i en fodboldkamp, var her soldater. Fra de to tribuner lød nationale slagsange, og vidste man ikke bedre, kunne man tro, at publikum virkelig hadede hinanden. Men som Partap sagde, er det kun politikerne, der er i konflikt; befolkningen har ikke det store mod hinanden, og pakistanerne vinkede da også til os, da de forlod tribunerne.


Vi nyder maden, som altid får kroppen til at reagere på en eller anden måde (...) meget livsbekræftende! Vi har endnu "kun" været på vestlige fastfoodkæder to gange, og vi er glade for, at man kan få cola - og så at diverse piller mod maveonde ikke har været i brug endnu.
Vi håber I nyder det gode vejr hjemme i Danmark!

Glade hilsner fra os!