Kriser, køer og kajak for to

Vi har lige fået spoleret vores morgentur i havet af lidt regnvejr (man er vel blevet lidt af et luksusdyr) men vi nyder det alligevel her på vores meget hyggelige Homestay i et meget pink hus to minutters gang fra Marari Beach. Her er mere stille end nogensinde, og som Lonely Planet så rigtigt skriver, er der ikke andre ting end en strand og et meget lille supermarked - så hvis man er til afslapning uden for mange diggedarer, er Malari Beach stedet. Vi nyder da også en væsentlig reducering af dyttende tuk tuker og får rig mulighed for at få en bette snak med de lokale fiskere på stranden. Derudover har vi selvfølgelig også haft god tid til at sidde og nørkle med en hilsen hjem til jer. De sidste to uger har budt på et hav af oplevelser, nogle som allerede var planlagt hjemmefra, og andre som har været ret så uforudsigelige.

Jaipur-krisen 
Den første store udfordring på vores tur meldte sig efter godt halvanden ugen. Vi var igen forbi Delhi for en enkelt overnatning og skulle derfra videre på sidste del af vores "bookede tur". Vi var i højt humør, (vi havde fået yoghurt og musli) og klar til at proviantere ved nærmeste supermarked, da en snakkesalig inder fulgte med os og spurgte ind til vores tur... Ti minutter efter var vi inde på et turistkontor (som ifølge deres skilt var "det officielle"....) bare som han sagde "to get a free map", men dette "free map" endte med en tur på Delhis politistation!
Turistagenten, vi var kommet ind til, var nemlig meget forarget over, hvor mange penge vi havde betalt for vores tur og kunne fortælle, at der altså så sent som ugen forinden havde været et par tyske piger, der havde været gennem Hotel Ajanta møllen (det hotel vi havde boet på og booket vores tur igennem). Den meget friske fyr fra hotel Ajanta havde blandt andet sagt, at der var mega skat på flybilletter (hvilket der til info ikke er) og at det var meget svært at tage bus og tog selv - dette kan vi nu også afkræfte. Alt i alt var vi blevet taget ved næsen og havde virkelig taget det første og det "bedste". Men men, sagde manden på turistkontoret, hvis vi da bare lige tog på politistationen, kunne vi få alle vores penge tilbage. Så det gjorde vi efter megen peptalk. "Be strong" sagde han, og pegede på Amalie: "She is the strong one" (ja, lige på det tidspunkt...) og så var det ellers afsti afsted. Han gav os tilmed meget specifikke instrukser på ikke at sige, hvem der havde fortalt os, at vi skulle klage, og at vi heller ikke måtte tage en tuk tuk tilbage til hotellet, fordi vores travel agent fra Ajanta havde spioner ude! Vi var virkelig blevet fanget i kampen om Delhis turister. Noget der, for to godtroende piger, ikke lige var til at gennemskue  - men altså trust no one, kan vi bare sige nu.

Vi endte altså på politistationen og fik i tuk tukken dertil styr på gloserne: "We demand, embassy og newspaper". Vi fik os selv pumpet op til at ligne nogle meget alvorlige, stålsatte og pokerface-agtige turister - som havde fuldstændig styr på sine rettigheder. Men vi måtte nok se i øjnene, at hvor snydt vi end følte os, var det intet i forhold til den barfodede børnefamilie, der kom grædende og ophidsede ind på politistationen. Der var det lidt svært at tage alvorligt, at vi skulle til at brokke os til en politimand, fordi vi havde sagt ja til et dårligt tilbud og svært at forstå at en sag som vores, der grundlæggende var vores egen skyld, blev behandlet i længere tid end familien, der blev gennet ud af døren efter ti minutter. Det var som Mustafa, vores nye rejseagent havde fortalt os; turister i Indien er højeste prioritet. (Også selvom de bare er naive danskere)

Efter en rum tid troppede de to "Brothers from another mother" (egen titel) fra hotel Ajanta op. Vi havde håbet på den mere medgørlige ældre ejer, men fik de to kække kashmirian guys, der som det første hilste på os med "Namaste" og "We told you to call us, if you had any problems".
Der skulle vi godt nok lige huske de dybe vejrtrækninger og "Be strong" taktikken.
Så gik forhandlingerne igang - på hindi. Noget der gjorde det lidt svært at gennemskue, hvordan landet lå. Til sidst kom de med det endelige tilbud, som var noget under det, vi havde fået at vide, vi kunne kræve. Men ret er ret, så Sofie sagde "No, we want this" og slog en ekstra gang i bordet. Og så fik vi da også de penge, vi ville have. Hele seancen blev rundet af med, at politmanden viste os et par
billeder af hans udklædte datter, og vi blev sendt ud af døren efter en god gang smalltalk. Noget af et
stemningsskift!
Med 180.000 rupies i mavebæltet måtte vi bevæge os ud i Delhis mørke, mod det hotel vores nye rejseagent havde booket til os. Det havde han så ikke, så vi endte på et lettere snusket lille værelse og følte os noget bankrøveragtige med så mange kontanter på et hotelværelse uden vinduer.

Efter noget af en dramatisk nat tog vi hen til vores nye rejseagent for at lægge nye planer og fik nye billetter en god del billigere.
Der gik ikke længe, før vi blev sendt afsted til Jaipur for at påbegynde den turistede gyldne trekant. Og her indtræffer, som i alle andre kriser, eftermælet af en masse hurtige beslutninger hvor de egentlige frustrationer og dybereliggende følelsesmæssige tilstande når klimaks - det, der i historiebøgerne vil blive nævnt som; Jaipur-krisen.

For samme aften som vi når Jaipur, finder vi ud af, at der - stadig - er ugler i mosen. Starten går, da vi får en SMS fra vores tidligere chauffør (Partap), der skriver, at vi skal tjekke en youtube-video. Her kan vi se det turistkontor, vi havde været inde på samme dag i en video med titlen "Delhi scam".
Midt i maden må Amalie med frygten malet i ansigtet skælvende sige til Sofie, at det turistkontor, vi havde været inde på, ikke er det officielle, som vi troede. I en panikrus researcher Amalie løs på fairphonen, (som lider en vis overlast... Den virker ikke længere) mens Sofie i pendulfart spæner mellem middagsbordet og hotelværelset for at hente IPads, billetter, og alt andet, der er vigtigt. Og på vejen formår hun at låse sig selv ude ikke en, men to gange.
Vi betvivler alt; er vores billetter ægte, hvem er Bhopal vores chauffør, er det her kidnapning, hvad er Indien?
Men vi må hurtigt indse, at der ikke er så forfærdelig meget at gøre låst ude fra værelset uden sko og elektronik. Det er nok også for det bedste, for der har efterhånden spredt sig en noget ubehagelig stemning, og der bliver ikke sagt særlig mange ord den aften... Nøglesituationen efterlod Amalie apatisk, Sofie frustreret og hotelmanageren i en tilstand hvor "shit shit shit", var det eneste, han kunne
sige.

Efter en nats søvn begyndte vi at se lidt mere realistisk på tingene. Amalie stoppede med at se foruroligende youtube-videoer og blogindlæg, og Sofie holdt nøglen på den rigtige side af døren. Vi nåede da også at se en god del paladser og sandsten, inden dagen var omme. Låsesmedsoplevelsen samme morgen var fantastisk indisk; her handlede det først og fremmest om at have flest nøgler end egentlig snilde. Selvom Sofie ihærdigt havde forsøgt med en hårnål, hvor hotelmanageren tørt kommenterede "This is not Bollywood"....

Det var Jaipur-krisen for denne omgang, og vi regner ikke med at bidrage med flere kriser til historiebøgerne. (Men man ved jo aldrig; Himalaykrisen eller Bombay-krisen klinger også godt)

Efter hele denne affære har vi lært, at i Indien kan det godt betale sig at være mistroisk. (Ellers kan man i hvertfald godt selv komme til at betale en hel del..) men det også til en vis grænse; alt hernede er så uforudsigeligt, at man, som guidebogen siger, også bare må lære at "Go with the flow" og acceptere tingenes tilstand. (Citat, Amalies lydbog). Det er dog svært at afgøre, om folk faktisk bare er venlige, eller om de er ude på, på en eller anden måde, at tjene penge på en. Men vi goer with the flow og prøver ikke at fornærme alt for mange venlige indere på vores vej....

The Taj 
Efter nogle meget effektive dage i Jaipur begiver vi sammen med vores nye chauffør Bhopal mod Agra, hvor det obligatoriske Taj Mahal venter. Bhopal er noget anderledes end den ellers meget diplomatiske Partap. Vi har fundet ud af, at Bhopal (som så mange andre indere) har en fetisch for at spytte og hente snot helt nede fra mellemgulvet (vi håber, at det er fordi, han er meget forkølet, men mere realistisk er det nok en ret dårlig og klam vane). Derudover holder han ind til siden for at fodre aber med bananer og vandmelon - en ting vi lidt bedre kan forholde os til.

Taj Mahal skal man åbenbart helst se meget tidlig morgen, eller om aftenen lige inden solen går ned. For os blev synet af et verdens vidundere meget tidligt kl. 06.00 om morgenen. Aktiviteter på denne tid af døgnet, har vi erfaret, udspiller sig bedst for os i tavshed. Vi må dog indrømme, at vi begge var lidt spændte på synet og vores egen reaktion, da vi, efter det noget omhyggeligt Security tjek, begav os ind af West Gate. Og så kom det frem det hvide og meget imponerende gravmæle. Det er altså symmetri og marmor på højt plan. Vi blev begge paffe et øjeblik, men opmærksomheden blev hurtigt ledt over på de mange andre turister, der også havde sat vejen forbi. Inden de overhovedet havde skænket bygningen et syn, var poseringer foran de hyrede fotografer igang, og selfiestangen slået ud -
mærkeligt at de ikke engang skulle sikre sig, at det rent faktisk var Taj Mahal, som de stod foran. I selfievirvaret begav vi os ned af den lange allé og op til selve mausoleet. Til slut blev vi da også en smule inspireret af de mange poseringer og fik et billede eller to med derfra...
Agra bød på endnu et fort til repertoiret, som også var flot. Her blev vi begge enige om, at fortet ville være et af de bedre steder at holde fest. Vi måtte nok indse, at vi var ved at være godt fyldt op af gamle røde bygninger....
Inden nattoget senere på aftenen til Varanasi, blev vi af Bhopal kørt til parken "The Moon garden" (vi har fundet ud af, at det bedste sted at kunne gå i nogenlunde fred, er parker med entré) her fik vi Taj Mahal at se fra "vandsiden" og et break fra tiggere og sælgere.
Togturen (i nattog) fra Agra til Varanasi var noget for sig. Her fiksede Bhopal (inden vi skulle sige farvel til ham, og inden han snød os for alt for mange drikkepenge) en porter som kunne hjælpe os med vores bagage, men som vigtigst af alt kunne finde vores plads i toget - det system er ikke sådan lige til at gemmenskue.! Vi blev placeret i et venteværelse, hvor vi fik besked på at blive, indtil han hentede os ca. en time senere. Meget faste rammer må man sige, men på en banegård om aftenen i Indien er dette nu ganske effektivt. Uheldigvis var vi ikke alene i venteværelset. Udover en dame,
som blev ret muggen over, at vi ikke ville give hende penge (og derfor slukkede lyset) havde vi også
besøg af Mickey Mouse, som de fem italienere der også skulle til Varanasi, kaldte de rotter og mus, som løb rundt i rummet. Her blev særligt Sofie sat på en prøve og måtte med er lidt højt blodtryk pænt samle fødderne under sig - Amalie var mere rolig, men hoppede lidt efter også med på panikvognen. Heldigvis klarede vi dyrene med de lange haler, og vi blev placeret i en lille kupé med blåt forhæng og to køjesenge. I køjesengen overfor lå i nederste køje en hostende mand, som meget venligt var villig til at dele ud af sin mad (vi takkede dog pænt nej) og i øverste køje en mand i lyserød skjorte og turban. Det var en lidt speciel sammensætning, men vi klarede natten og kunne kl. 06.00 om morgen bogstavelig talt springe af toget i Varanasi. I vores "nu skal vi af-panik" åbnede vi resolut døren og hoppede ud af det stadigt kørende tog ( lidt inder prøver man vel altid at være), som først standsede 300 meter længere nede af perronen... Ja ja man er vel nybegynder

Det var nice i Varanasi
I Varanasi vrimler det med hellige mænd, der til hver en tid er klar til at placere en rød hinduplet midt i panden - mod betaling selvfølgelig (men det skal lige siges, at de er meget ihærdige og derfor svære at undgå). Her bliver religion ikke kun dyrket i stor stil, den benyttes også som business. Udover hellige mænd pryder de mange ligoptog samtidig de små gader. Varanasi er en af Indiens 5 hellige byer, hvilket betyder at den er et attraktivt sted for en hindu at stille træskoene. Derfor er byen også fyldt med hospices. Grunden til alt denne hellighed er selvfølgelig floden Ganges. Her siges det, at guden Shiva er steget op fra. Vandet er derfor meget helligt og hinduer bader fra en af de mange gaths (bred trappe) hver morgen for at vise deres respekt til floden. Derudover er der hver aften ceremonier med mænd i guldtøj (som kan et par tricks med ild, blomsterblade og sjove lyde) for at hylde Ganges.

Bål og bodies  
En af de mere specielle gaths (i hvert fald for to ikke-hinduer som os) er der, hvor ligafbrændingerne finder sted. Når de døde, som er pakket ind i guld og orangefarvet papir, er blevet båret fra deres hjem og ned til denne gath, bliver de af mændene (kvinderne har nemlig ikke adgang, da de græder for meget) vasket i Ganges. Derefter købes der træ til et bål, hvor de i en hvid ligpose bliver brændt af, hvorefter deres aske bliver spredt udover floden. Alt dette foregår mellem lokale forbiperserende, der står og kigger, måbende turister og køer, som snuser til lidt af hvert. Dette scenarie blev vi da også en del af. Efter at Sofie havde gået ind i en ko, stod vi midt i alle bålene med en lille klump i halsen og en følte os noget malplacerede. Men folk smilede venligt til os (måske af medlidenhed) men for os vidnede det mere om et enormt afslappet forhold til selve døden og ikke mindst døde mennesker. Det blev af familie og venner behandlet som noget af der mest almindelige i verden. Ingen berøringsangst eller usikre blikke.

I Varanasi fandt vi også, selvfølgelig med hjælp fra Lonely Planet, det vi konstaterede måtte være den indiske udgave af Ulla T. Her kunne vi få et break fra hellige køer (og mænd), templer og burning bodies. Det bedste ved café Aum var dog, at de servede musli og yoghurt, som i øjeblikket er i utrolig høj kurs!!!! Derfor besøgte vi også trofast cafeen, som heldigvis ikke lå alt for langt fra vores hotel.
Varanasi har været en meget interessant men også overvældende by, og da vi d. 23. satte os i flyet til Chocin, var vi (meget) parate til at komme til Sydindien, hvor der siges at være lidt mere ro på alt og alle.

Fredelige Fort Chocin
Allerede på taxituren til vores Homestay i Fort Chocin lægger vi mærke til, at der er MEGET stille. Hernede blinker de endda, når de skal om hjørnet!
Trætte ankommer vi til vores bolig de næste tre dage og bliver taget hjerteligt imod af den søde hotelmutter Sheeba og hendes mand. Vi bor i en lille grøn oase med det meget kristne navn "Green Woods Bethlehem" - og der hænger da også en Jesus eller to rundt omkring! Her bliver morgenmaden indtaget på tagterassen sammen med de andre gæster, og der er i det hele taget en enorm hyggelig stemning, hvor man kommer hinanden ved.
Vi bruger to dage i Cochin på at gå ture, spise kage ved den eminente Kashi Art Cafe (de gør det godt med chokolade!) og følge en cooking class med Sheeba. Det er en intens oplevelse; os fem gæster, to franskmænd, en englænder og os, forsøger at holde trit med Sheebas effektive curry-tilberedning. For det går godt nok hurtigt; der kommer karryblade og kokos i alt, og vi må nyse flere gange, fordi krydderierne går lige ind i snotteren. Vi forsøger at skrive en form for opskrift ned, men det bliver en lettere intermistisk stikords-agtig omgang, og essensen af det hele må være noget med masser af karryblade og kokosolie. Det smagte i alt fald lækkert, og det var en hyggelig oplevelse at dele med de andre overnattende! Der var alle mulige forskellige gæster; tre tyske piger på vores alder der var frivillige i Indien i et år, en færdiguddannet englænder der rejste rundt til hans visum udløb, et halvmut engelsk kærestepar og en spøjs fransk far med sin datter.
 En dag gik turen til Gandi Beach for lige at tage en slapper. Men selvfølgelig (ja hvad havde vi troet) gik der ikke mange sekunder,  før de første selfies skulle knipses.
Som vi sad der med alle vores pakkenellikker på stranden, følte vi os som to hvide statuer, der måtte lægge ansigt til "one photo please", i takt med at kødranden af selfieglade indere blev større. Efter 15 minutters knipseri blev det da også for meget for Amalie, og hun sagde højt (ja tro det eller ej, nærmest råbte) "Bye bye" - det var rimelig effektivt!

Ikke nok med at den indiske selfieglæde er til besvær for mange turister, så er det en dødbringende tendens og samtidig en manifestation af mange indernes ønske om at være så hvide som muligt.
Som vores guide på en kajaktur, som vi senere kom på, fortalte, døde 27 mennesker i 2015, alene fordi de ville tage selfies på en bjergtop. Desuden fortalte han, hvad vi nok godt havde luret, at folk var så vilde med at give hånd og tage billeder af os ligblege fordi, groft sagt ; jo hvidere hud, jo højere kaste. Det gav lige stof til eftertanke. Det er måske meget sjovt at tage et par billeder med glade indere (i et begrænset omfang) men hvis det fastholder dem i en ide om, at blegt er bedst, får det ligepludselig en anden mening.. Selfiens egentlig betydning kan diskuteres, men den er i alt fald en ret stor del af indisk kultur anno 2016 - flere steder kan man se reklamer for mobiler, der har blitz til selfiekameraet!

The backwaters
Efter nogle afslappede dage i Kochi, tager vi bussen til Allepey, hvilket går meget lettere end vi tør håbe på. Og så koster det tilmeld ikke mere end ti kroner for halvanden times bustur for os begge - så vi er tilfredse!
Vi bliver hurtigt fanget af en mand med visitkort og takker ja til første og bedste (og billigste!) Homestay. Næste dag er det på i kajak i Keralas Backwaters - og det bliver en af de bedste indiske oplevelser indtil videre! Starten går ved frokosttid, og der er bare noget enormt beroligende ved selv at være herre over egen båd og plaske lidt rundt i lækker-lunkent vand. Vores guide ved en hel masse, og der er ikke den fugl, vi ikke skal se, eller det træ vi ikke skal sejle heeelt tæt på. Vi når endda at få en svømmetur (den første af slagsen i Indien). I kajakken kommer vi helt tæt på de små landsbyer og deres liv, som udfolder sig langs kanalerne. Her vasker man tøj, går i bad og sælger fisk. Alt foregår over båd; supermarkedet er flydende ligesom det sejlende lægehus, der lægger turen forbi de små landsbyer. Er der ikke huse, så er der lysegrønne rismarker og helt fantastisk stille.
Efter en møg-god dag siger vi tak til vore guide, der også lige afholder en monolog om indisk politik, inden vi bliver sat af.

Så nu er vi her ved stille og rolige Marari Beach 12 km. fra Allepey, hvor det eneste vi kan høre er krageskrig, og indimellem noget der minder om en lokal stammedans.

Nye opdagelser
Efter godt og vel en uges tid på egen hånd kan vi konstatere følgende:
Vi har fundet ud af, at det ikke er så farligt at gå i mørke, som folk siger, og at Lonely planet bogen til hver en tid løser hvilken som helst nødsituation. Derudover skal Amalie undgå at komme i kontakt med væsker i sine sandaler, ellers får hun permanent sorte fødder, og Sofie har nu vovet sig til at have pengebæltet i sin taske - endnu uden problemer. Man skal huske at undgå salt i sin friske lemonsodavand, og så er det ok at takke nej til et selfie, hvis humøret ikke lige er til billeder de efterfølgende 20 min. Så har vi efterhånden lært at afkode menukortene og fundet et par favoritter (Sofie skal bare have noget Chapati, og Amalie går benhårdt efter Dosa). Desuden; Husk nøglerne! Og bevar roen, uanset hvad der sker, løser det sig altid på en eller anden måde, og lige meget hvad kommer du til at gå sulten i seng. Ja Indien giver os de helt store livserfaringer med på vejen.

I morgen begiver vi os med færge og bus til Munnar og dens mange theplantager. Derefter har vi et par dage tilbage her i Kerala, hvor turen går videre til Mumbai, og inden længe er vi på spadseretur i Himalayas bjerge!

Vi håber at alt er godt i DK

Glade hilsner fra os!

Mødet med Indien

I skrivende stund sidder vi i "vores" taxi på vej mod Delhi, og ved rattet er Partap (som vi endelig ved hvad hedder... Måske, han hedder muligvis Pratap). Vi har den sidste uge kørt rundt med denne dejlige mand i det nordvestlige Indien. I morgen begynder anden del af vores næsten all-inclusive tur, som byder på pink bygninger i Jaipur, måske en bette kameltur i Pushkar, Taj Mahal og et bar døde kropsdele i gangesfloden i den hellige by Varanasi.

De første dage i Delhi var mildest talt overvældende. Den første køretur i dagslys lagde stilen for resten af turen. Som Partap siger: " In india only one Road for everthing", og det er sandt; alt fra geder til godtfolk og rickshaws belæsset med stof i kæmpe sække dytter om kap med smukt bemalede lastbiler, og busser der har deres helt egen dytte-melodi, men til gengæld ikke stopper for at samle nogen op. Derfor må man hoppe på, når man er heldig, at den sænker farten. Den samme taktik gjorde sig gældende i forgårs, hvor vi havde vores debut med nattekørsel i Rickshaws. Det gik over stok og sten og midt i vores samtale, hvor vi roser os selv for vores rickshaws-praje-evner (der var mindst fem mænd i en tæt kreds om os, der tilbød deres køretøjer) udbryder Sofie: " Ej, der sidder en dreng bag på vognen!" Drengen smilede sødt tilbage til os og hoppede af ved næste vejkryds.

Dyt båt indersnot

Trafikken her får virkelig adrenalinen til at pumpe i blodet, og vi tvivler på, at diverse ekstremsporte kan måle sig med at krydse vejen i indisk myldretid. Særligt de snogene bjergveje, hvor der næsten ikke engang er plads til én bil, får os til at se døden i øjnene. Eller i hvertfald den modkørende lastbils forlygter. Det er med god grund, at der bag på lastbilerne står "Blow horn" - for et båthorn er grundstenen i indisk færdselslov. Der bliver der også, med en vis selvironi, gjort noget for at øge trafiksikkerheden. Et skilt lød "Drive slow and enjoy the scenary, drive fast and join the scenary". Eller advarslen mod spritkørsel: "Dont drink and drive home, else family will be alone".
 Nogle lastbiler bidrager også med livsfilosofiske indspark. Eksempelvis" Before time and more than destiny, you dont get anything". Hvis man forstår sådan en (det gør vi ikke!!)
Men selvom trafikken er fuldstændig sindsyg, klarer inderne den utrolig godt, og vi er i trygge hænder hos vores chauffør.

De første dage brugte vi i Delhi på at akklimatisere os til den indiske kultur. Inderne vil meget gerne hjælpe og passe på os. Allerede den første dag gik der ikke to timer på hotellet, før vi havde booket en chauffør, tog og flybilletter til den næste måned. Vi havde en meget ivrig rejseagent, som pressede to ubeslutsomme og eftertænksomme danskere til det yderste. Men vi er tilfredse!.
Særligt en nepalesisk chauffør insisterede på at køre os rundt til alt, og de er alle meget opmærksomme på at give os de tre evindelige sikkerhedsråd: 1) Dont talk to anyone (ja det er lidt svært at undgå) 2) Be aware of pickpockets (bare rolig, Sofie har mavebæltet på hver dag) 3) Dont give more than 40 rupees for a rickshaw (i pressede situationer er det okay at give 50 RP)
Særligt en guide, vi havde på en "Naturewalk" ved bjergbyen Shimla, var behjælpelig med mange "gode" råd. På vej ned at stejle skrænter gav han to hundrede meter længere nede verbal opbakning med remsen: "Take your time, watch your step, slowly time" Herefter supplerede han med at spørge i hvert fald hvert tiende minut: Feeling good girls, great feeling?" Det var meget betænksomt, og helt afgjort kun gjort i den bedste mening. Amalie udtrykker altså alligevel sine frustrationer i taxien tilbage til hotellet: " Jeg flegner, hvis han en gang til spørger mig, om jeg har det godt!" Det er vist meget fint, at de ikke altid kan forstå, hvad vi siger.

Efter et par dage beslutter vi os for at tage væk fra Delhi til lidt mere rolige himmelstrøg.
Særligt en oplevelse fra Delhi husker vi begge som vild. Efter, at vi den første dag forsøgte os på egen hånd i Old Delhis bazarer, måtte vi indse at geder side om side med påtrængende sælgere, akkompagneret af evig båtten og dytten, var for meget for os, og vi beslutter os for at tage turen gennem bazarerne på en rickshaw. I sådan en cykel følte vi os ligepludselig uovervindelige hævet over kolort og påtrængende mennesker. Gaderne i bazarerne var opdelt efter varesortimentet; en gade var dedikeret til bryllupsudstyr, en anden til sko, og en tidligere moske var et "spicemarket", hvor selv inderne gik og nøs, fordi luften var tung af karry og masala. I rickshawen var vi fuldstændig opslugte af omgivelserne og de mange indtryk, at ingen af os sagde noget, i den time turen varede. Efter den oplevelse var vi mætte af storby, og derfra gik turen nordpå.

Svimlende Shimla

Første stop var Shimla, en by opstået i kolonitiden som tilflugtssted for overophedede briterne i Indiens sommervarme. Bestående af kun to gader; "The Ridge" og "The Mall" var Shimla meget stille og rolig og fyldt med indiske turister. Det er da også indernes all-time favourite honeymoon destination.
En halv dag går med at udforske et abetempel på toppen af Shimla. Ved tempelrutens start står der et skilt, der alt efter hvor hurtigt man går op til templet, kan se hvilken fysisk tilstand, man er i. Vi går selvfølgelig efter "Absolutely fit", og må bruge en halv time på at klatre til toppen. Nu var det ikke en mulighed at gå stille og roligt op. Vi klarede den under 30 minutter, men er også tilsvarende røde ihovedet på toppen. Templet er indhyllet i en sky, det er en mystisk og nærmest spøgelsesagtig
stemning. Men stemningen bliver hurtigt brudt af diverse aber, og selfieglade indere. Vi troede at 9 gange selfies med indere var meget, men igår kom vi op på 18 - men hvem tæller?.. ( det gør Sofie)
Allerede den første dag da vi skulle praje en taxa, mærker vi, hvad det betyder at have lyst hår i Indien. Amalie river i Sofies arm og siger "Hey Sofie, vi har virkelig formået at samle et publikum". Det kan vi ligeså godt vænne os til. Vi har fundet ud af, at det ikke nytter noget at være høflig, men at man må køre silent treatment på omklamrende indere.
Nogen har bevæget sig væk fra selfietaktikken og benytter sig af snedigere tricks. Det indbefatter fødselsdagskage (lige en måned for tidligt), et kindkys, prinsetitler med tilhørende slot kun to timers flyvetur fra Amritsar, og uskyldig instagramstalkning  ("I can play some music for you if you like" - tak for tilbuddet shubbi sharma)

Buddistisk frelse i bjergene

Efter nogle tiltrængte rolige dage i Shimla tager vi til McLeod Ganj, Dhramsala  - et sted der skulle vise sig at være endnu mere afslappende. I McLeod Ganj var de indiske turister byttet ud med vestlændinge, der søger åndelig frelse i yoga- og meditationskurser. Den stemning smittede af, og vi følte os også noget så åndelige og frelste efter et par dage i den smukke buddhistiske bjergby.
På de fleste områder bidrog hotellet til den gode stemning. Vi havde egen terrasse med aber, og udsigt til falke der fløj under os. Naturen var bogstavelig talt lige udenfor døren  - men også i morgenmaden, som Amalie erfarede midt i müslien. Ikke en men to frække orme havde forvildet sig ned i, hvad der ellers lignede en god gang dansk morgenfoder.
Heldigvis havde amerikanske Maureen samme morgen inviteret os til en times meditation, og efter den omgang var blodtrykket faldet heeelt ned.
Meditationen foregik på  "Tushita retreat center", hvor man ikke måtte snakke. (En anden slags silent
end den vi havde praktiseret)
Vi kom ind i et næsten fyldt lokale med langhårede mænd, som var de taget ud fra Ringenes Herre, en god del dreadlockede piger men også en portion helt almindelige mennesker. Timen gik med vejrtrækningsøvelser og med at at udforske stadiet imellem mediterende og sovende.... "Focus on the sensation of your breath". "Analyze and accept your feelings" messede guiden, så det gjorde vi.
Efter meditation havde vi fået mod på mere åndelig og kropslig selvrealisering og tog til yoga den efterfølgende dag. Det var en noget anderledes udgave af Nordkrafts yoga-timer. Chanting og "inhale, exhale" blev afbrudt af læreren, der sagde til Amalie "What is wrong with your leg, no balance" og Amalie måtte indse, at hendes bud på en (lidt skæv ) skrædderstillingen ikke var godt nok for en yoga-master. Han konkluderede til sidst med et smil på læben, "No Ashtanga yoga for you girls".

Meditation og yoga for vestlige er kun en dimension af byen. For alt den åndelige praksis er egentlig opstået af, at byen er tilflugtssted for de tibetanske buddhister, der flygter fra den kinesiske regerings undertrykkelse af det tibetanske folk i Tibet. Det skabte en hel speciel stemning, at der blandt os turister gik fredelige munke i bourdeaufarvet tøj og klappede de herreløse hunde på ryggen. Vi oplevede den tibetanske historie i Dalai Lhama templet og det tilhørende tibetanske museum. Partap, vores chauffør, havde da også advaret os om, at museet var rørende. "I cried", sagde han. Vi blev også selv meget forfærdede over hele historien, som ingen af os kendte voldsomt meget til på forhånd.
Senere samme dag var vi til foredrag med en tibetansk munk, der selv var flygtet på gåben gennem Himalayabjergene til Indien. Han fortalte, at han i Tibet under den kinesiske undertrykkelse, havde troet at Mao var hans leder, indtil et par amerikanske turister gjorde ham opmærksom på, at det altså var Dalai Lhama. Efter mange år i fængsel, kom han til McLeod Ganj med den overbevisning, at kun et voldeligt oprør ville have en effekt. Men efter personlig audiens hos Dalai Lhama forstod han, at
vold aldrig kunne være løsningen.
Opfordringen til sidst var da også ikke-voldelig; vi skulle dele "Free Tibet" på Facebook. Ikke noget man havde forventet af en munk.
Besøget i McLeod Ganj har været en succes, og vi kunne begge godt forestille os at vende tilbage dertil en dag.

Et varmt og gyldent tempel

Næste stop på vores tur med Partap var byen Amritsar. Byen er alt andet end rolige munke og yogapraktiserende turister. Den helt store attraktion er sikhernes helligdom: Det Gyldne Tempel. Tempelkomplekset har åbent 24/7, og her vrimler det med mænd med farvede turbaner og kvinder med børn i hænderne. Alle er de klar til at gå en runde i det guldbelagte tempel. Omkring templet er
søen, "The pool of nectar", som siges at have healende kræfter, hvorfor både Sikher og hinduer bader i den.
Sikhismen opstod i 1500-tallet, blandt andet som protest mod kastesystemet, og som et symbol på deres gæstfrihed serverer de hver dag et gratis måltid mad for alle uanset kaste. Normalt vil hinduer nemlig ikke spise sammen med folk under deres egen kaste - men ifølge Sikhismen er alle lige. Derudover betyder renlighed en del, og det afspejles blandt andet i, hvordan templerne, modsat de buddhistiske og hinduistiske templer, er holdt i hvide og afdæmpede farver - og massevis af marmor. Derudover skal man vaske fødder og hænder inden man går ind, og så skal alle bære hovedbeklædning. Noget der godt kan være en prøvelse i 38 graders varme....
Vi måtte i hvertfald konstantere, at den kolde Cola, vi fik bagefter, var mere nektar for os end "The pool of nectar".
Partap fik os med ind til frokost i templet, og det var en kæmpe oplevelse!! Vi blev først mødt af en ramlen og skramlen af et større opvaskeprojekt, som frivillige påtog sig for at kunne servere mad for alle. Længere inde sad andre frivillige fordybet i løg og kartoffelsnitning. Maden blev serveret inde i en stor hal og øst op fra store spande, og så gjaldt det bare om at spise løs inden spisesessione var slut, og det næste hold blev lukket ind.

Hanekam(p)

Eftermiddagen i Amritsar bød på noget helt andet end gæstfrie sikher. Partap kørte os til den pakistansk/indiske grænse, hvor begge lande hver dag laver et kæmpe militær showoff - bogstaveligtalt en hanekamp mellem pakistanere og indere. Vi var noget spændte på, hvad der var os i vente, og vi følte os en smule oppe at køre og ikke mindst modige ved at troppe op ved grænsen, selvom der hjemmefra har lydt strenge ordre på at holde sig væk. Partap havde dog sagt go for safety, så vi var klar.
Sceneriet mindede om en typisk fodboldkamp. Da vi steg ud af taxien, blev vi overfaldet af folk, der ville male indiske flag i vores ansigter og sælge os kasketter i indiske farver med teksten: "I love my India". Der vrimlede med folk og ikke mindst militære checkpoints, hvor mænd i camouflagetøj og sorte støvler stod klar med maskingeværet. Vi var blevet lovet specielle VIP pladser (noget som åbenbart bliver tilbudt turister ) men da vi var klar til at vise pas og gå den ca. 1 km lange vej til stadionet (for sådan et er der selvfølgelig blevet bygget), blev Partap stoppet af militærmanden. En masse hurtige ord blev sagt på hindi, og Partap fortalte, at en mand fra det indiske militær var død ved grænsen. Spændingsniveauet steg lige en smule! Da vi endelig blev lukket ind, spurgte Sofie (for lige at vurdere sikkerhedsniveauet) om det var en, som var blevet skudt, hvortil Partap smilende
svarede: "No, no worries only heartattack"...
Ceremonien mindede mest af alt om en blanding af step og Parso Doble i en sindssyg omgang Vild Med Dans. Dem, der ville have været officials i en fodboldkamp, var her soldater. Fra de to tribuner lød nationale slagsange, og vidste man ikke bedre, kunne man tro, at publikum virkelig hadede hinanden. Men som Partap sagde, er det kun politikerne, der er i konflikt; befolkningen har ikke det store mod hinanden, og pakistanerne vinkede da også til os, da de forlod tribunerne.


Vi nyder maden, som altid får kroppen til at reagere på en eller anden måde (...) meget livsbekræftende! Vi har endnu "kun" været på vestlige fastfoodkæder to gange, og vi er glade for, at man kan få cola - og så at diverse piller mod maveonde ikke har været i brug endnu.
Vi håber I nyder det gode vejr hjemme i Danmark!

Glade hilsner fra os!

Rejse N' Curry

I morgen drager vi mod Øst, og vi er ret så spændte på det hele!
Det er ret underligt (og også lidt nervepirrende), at skulle afsted lige om lidt, og så i et godt stykke tid, (nok især for to blåøjede piger som os), men vi er ret sikre på, at der bare skal en omgang Rice N' Curry til, for at dulme nerverne.
Den gode Gandhi svarede engang, da han blev spurgt af en (vestlig) Journalist: "What do you think about Western Civilization? - I think it would be a good idea". Så er den ligesom på plads. Og som ægte vestlige damer (eller ikke?), er det jo nok noget af et "kulturchok" vi kommer til at opleve. Mange har snakket og mange har sagt "pas nu på", og efter timers dokumentarer, og diverse youtube-videoer om det indiske land må vi erkende, at vi stadig ingenting ved, om landet der bugner af te og (mange!) mennesker.

I alt fald skulle vi gerne befinde os i New Delhi om 30 timer, totalt klar på 9 ugers indisk madfråderi og nepalesisk "jeg-finder-lige-mig-selv"-trekking i Himalaya.

Namaste! (Høhøh)
 - Sofie og Amalie