Hej derhjemme!
Her kommer en opdatering fra bilen mod Pokhara i Nepal! Det er vores fjerde dag i Katmandu, og i morgen begynder vi at trekke mod Annapurna Base Camp - eller ABC som man kalder den, hvis man er smart!
Vi har både guide og bærer med, noget som vi har haft en lidt blandede følelse omkring her de seneste par dage. Men vi kommer i hvertfald ikke til at fare vild eller udsætte vores rygge for nogen overlast! Så det er jo meget godt
Nepal er noget anderledes end Indien, som vi jo næsten har sagt endeligt farvel til.
Siden sidste opdatering har vi været omkring smukke teplantager i Munnar, en delfinstrand uden delfiner samt en olieret introduktion til Ayurveda, ligesom vi har overlevet og fejret fødselsdag under en godt 26 timer lang indisk togtur og begået os i Mumbais gader, og har fundet ud af at Kingfish er ØLLEN, inden vi har givet os hen i Thamels turistindbydende mekka af pizzariaer, bagere og fundet ud af nepal også kan finde ud af af lave øl!
Tetid i Munnar
Rejsen mod Munnar begyndte måske lidt halvoptimistisk, da vi besluttede os for at prøve at tage den lokale færge noget af vejen. Vi skulle jo lige sige ordenligt farvel til The Backwaters, og færgen var et godt og billigt alternativ til en turistbåd. Meen det tog noget længere tid, end vi havde troet, og endestationen var en lille landsby, hvor man kun kunne komme ind til nærmeste busstation med tuk tuk. Men det var et fint farvel til de hyggelige kanaler, hvor de lokale ikke kan bruge en bus til noget, når de skal rundt mellem de små øer.
Vi kom på en bus, noget som kan være en stor oplevelse i sig selv. Denne process indebærer at man må spørge en ti indere om, hvilken bus det nu lige er, man bogstaveligtalt skal hoppe på (ikke altid let med en KÆMPE rygsæk) hvortil de gerne bare ryster lidt på hovedet og siger: "Ten minutes". Så kan man ikke gøre så meget andet end bare at vente og håbe på, at en medpassager forbarmer sig over en i virvaret af friturestegt mad i alle afskygninger og rejsende indere, der ikke har hørt om travel light. Heldigvis forbarmede en mand sig over os, og vi kom endnu engang vel afsted med den rigtige bus. Så er der altså højt humør, selvom man sidder godt fastspændt mellem store rygsække og provianterede smørsmåkager.
Munnar er en by i bjergene, og det giver sig selv, at vejen derfor derop var noget spændende. Vi snakker altså hardcore hårnålesving, hvor kig-ikke-ud-af-vinduet taktikken er yderst effektiv. Det blev især spændende, da mørket faldt på, og vi måtte snegle os forbi turistbusser fyldt med hyperaktive indere i folkeskolealderen på skoleudflugt. Det var busser med lys i alle mulige farver, kæmpe højtalere og laser og bas på fuld blus. En noget fantastisk kontrast til den fredelig teby, som Munnar er, og vores lokale meget halvslidte govermental bus. På et tidspunkt da vi skulle passere en af disse partybusser fra en anden verden, var der omkring fem centimeter mellem busserne, og vi kom så tæt på passagererne fra den anden bus, at vi kunne have givet dem hånden og lige have hilst på. Men kardo til chaufføren der tog det overraskende roligt. Vi kom af bussen vejledt af en flink israeler (det vrimler med dem!) Og sov godt den første nat, hvor vi ikke behøvede aircondition!
Næste dag bød på vandretur blandt teplantagerne med nogle af hotellets andre gæster og en vældig snakkelysten guide med en pink bøllehat.
Han kunne fortælle en hel masse om britere, te og tearbejdere, men vi hørte ærligtalt ikke voldsomt godt efter, så det er begrænset, hvad der kan gengives! Det må bare konstateres, at koncentrationen
holder hårdt, når man ikke har fået morgenmad, og ydermere ikke rigtigt kender udsigterne til den... Men vi fik den på toppen, og i rigtig picnicagtig stil sad vi der med de andre folk, der også var med på tur. Det var ærligtalt en ret så fantastisk kulisse til toast og boiled eggs. Det var en flot tur i variende omgivelser, som vi var kommet på - alt fra teplantager og noget der ligner skivum Krat (på en god dag) til meterhøjt græs og kardemommetræer. Vi kom til at snakke med et andet "par", der havde mødt hinanden på deres tur. En fransk pige på 26 der de sidste par år har boet på Madagaskar og en britisk gut på 30, der til foråret får udgivet sin første bog i Slovenien. Når vi snakker med folk som disse, får vi, for en stund, lidt mere ro på ift. hvad angår fremtidige planer. Kan man som 30 årig tage til Indien for at nyde livet - så skal det hele sgu nok gå. Generelt er der mange andre rejsende i Munnar, og vi nyder, at vi kan møde de samme mennesker i den ikke så store by.
Vi sluttede vores full day trek med en velfortjent (nok mere tiltrængt) frokost. Det foregik selvfølgelig i en lille hytte midt i teplantagerne. Her tippede vores engelske og franske gåmakre os om, at man kunne se delfiner på Cherai Beach tæt på Kochin. Det fik os, og især tre yoga-damer der havde været på asram retreat til at hvine, og vi besluttede os hurtigt for, at det måtte ske!
Inden dette havde vi lige et par dage tilbage i Munnar. B.la. bød det på en tur i teplantagerne på egen hånd. Vi gik efter et vandfald, som vi havde hørt skulle være flot.
Efter et par timers teplantage-nedstigning, nåede vi destinationen. Vandfaldet lignede mest af alt isbjørneburet i Aalborg zoo - lidt uimponerende. Men det skulle vise sig at der skete andre spændende ting og sager ved vandfaldet. Der gik ikke mange sekunder, før en lokal tv-station på tur havde udset sig Sofie som interview-offer ved attraktionen. Vi fik lov at sige på lokalt TV: "Munnar very Nice, very beautifull", rigtig mange gange . Herefter opsøgte reporterne den nærliggende caféejer - og hun var bare klar på sine fifteen minutes of Fame! Meget stolt stod hun med vandfaldet på den ene side, og hendes hyggelige cafe på den anden og smilede,og sagde en masse ting som vi ikke forstod et pip af. Efter vandfaldet og vores nye celebritystatus, var vi meget opsatte på at finde det view point som var markeret på vores ikke særlig detaljeret kort. Den var ikke så let, men heldigvis kunne cafe-damens mand vise os hen til det sted, hvor stien startede. Han efterlod os og sagde til sidst: "Left step, right step, left step" og pegede i en hel masse forskellige retninger. Vi
smilede sødt og lod som om, at vi var helt med på hans meget venlige forsøg på vejvisning. Vi gik op gennem flere teplantager og vi følte og meget seje og selvstændige i det vi gik der helt på egen hånd. ( Lidt økonomiske ansvarlige følte vi os også, ved at have sparet guiden væk!). Vores vandreeventyr fejrede vi med chokolade (rigtig meget - det skulle nemlig vise sig at Munnar er kendt for hjemmelavet chokolade) og indisk mad uden bestik, altså spisning med HØJRE hånd.
Ligesom det kan være det fedeste i verden at gøre ting og sager på egen hånd, er der også dage hvor humøret bare er til at overgive sig til de opsøgende tuk tuk chauffører. Den sidste dag i Munnar blev brugt på en rickshaw-sightseeing , med en chauffør der også trofast havde spurgt os i hvertfald fem gange hver dag! Men vi var klar på nogle søer proppet med turistboder og en flower park, som mest af alt mindede om Gug planteskole, vi havde nemlig helt på egen hånd fundet både yoghurt og chokopops til morgen!
Det blev til Munnar highligts - i hvertfald blandt indiske turister - og så spottede vi også et par vilde elefanter! Godt nok på lang afstand, men de var der! Efter dage i Munnar hvor backpacker følelsen har peaket, var næste stop den delfinfyldte Cherai Beach - seks timers buskørsel fra Munnar. Ja, buskørsel er altså gået hen og blevet det nye sort (måske fordi en 6 timers tur for to personer koster lige knap 10 kr. pr. person - noget natbusserne i Aalborg kunne lære lidt af)
Ingen delfiner, men godt med olie
Ved Cherai Beach blev vi indlogeret i et gennem-pink værelse på et Homestay lige ned til stranden. Vi var meget opsatte på at vi denne gang skulle prøve og bade k havet, også selvom det skulle være i shorts og t-shirt. Vandet må siges at være perfekt, også selvom vi ikke kunne bade i fred... Dette faktum medførte en af Amalies bedste kommentarer so far. Da vi sidder der dryppende på stranden i vores shorts og t-shirts og bliver begloet af en gusten inder, udbryder hun: "Altså det irriterer mig bare sådan, at de tror de kan snakke til mig". Det grinte vi meget af... Senere på eftermiddagen var vi totalt klar på delfinspotning. Meen selvfølgelig dukkede de ikke op. Vi måtte i stedet "nøjes" med en ret så flot solnedgang hvor par gik hånd i hånd i vandkanten, lige klar til at blive smækket på en
Spiesreklame. Den sprang vi lige over, og fik istedet mad på en terrasse hvor vi havde view udover stranden og hvor der blev spist prawns og squid i uanet mængder.
Morgenen efter bød på den mest fedtede oplevelse so far. Vi havde booket en full body massage - for vi har fundet ud af at man ikke kan være i Sydindien unden at have prøvet arayuveda. Vi vil spare jer for detaljerne, men lad os bare sige: mindst en liter kokosolie over hele korpusset rød olie i hele snasken tager lige et par brusebade at komme over! Og så har vi aldrig i vores liv følt os så meget som kæmpebabyer.
Vi kunne konstantere, at på trods af den meget velfugtede hud, deraf følelsen af at være en kæmpebaby, druknet i babyolie, var vi ret aflsappede bagefter!
Vi drog glade Og BLØDE tilbage til Kochin. Da vi (mens vi så noget fortabte ud, der med vores kæmpetasker på ryggen) stod og spejdede efter busstoppestedet holdte en meget venlig mand og det vi tror var hans kone,ind til siden. Få minutter efter havde vi fået bakset os selv og vores tasker ind i deres bil, og de kørte os til nærmeste busstoppested. Det var ret heldigt, for det viste sig ikke lige at være i gåafstand fra der hvor vi var. Vi takkede den meget hjælpsomme mand og hans kone mange gange, og lovede os selv da vi stod og ventede på bussen at oplevelser som denne (som måske fremstår som forholdvis lille og ubetydelig) er dem der er vigtige at holde fast i! I den mintgrønne bus med hindimusik på fuld hammer, glædede vi os meget til at vende tilbage til vores elskede Green Woods Bethlehem Homestay, efter vores lange rejse. Vi var jo lidt de længeventede og savnede døtre som endelig fandt hjem.
Det billede smuldrede, da værten ikke kunne huske os, og vi nok måtte acceptere at vi faktisk bare er turister på lige fod med alle andre...
Om ikke andet følte vi os erfarne og stedkendte, da vi drog på vild souvenirshopping (og muslispisning!!) den sidste dag i Sydindien.
De sidste ca. 10 dage her sydpå har været fantastiske! Ved siden af oplevelser som kayaking og
trekking i teplantager har de mindre ting så som selv at kunne tage bussen, købe plasticskeer til en
yoghurt og mødet med det usandsynlige venlige indere faktisk været noget af det bedste. Ja man kan jo næsten sige at de små glæder virkelig har fået sin fortjente opmærksom de sidste to uger.
Fødselsdag i Mumbai
Efter noget af et snackeventyr, hvor der ikke blev sparet på kage og kiksefronten, kom vi i god tid til det tog vi skulle tilbringe de næste 26 timer. Og som man efterhånden kunne have regnet ud, var det selvfølgelig halvanden time forsinket. Tanken om at bruge ekstra timer af sin fødselsdag i tog, var nok ikke lige Sofies yndlings, men hun tog det pænt! Nu var der i hvert fald god til til at smalltalke med den indiske familie og en flok ældre gutter, som ventede på perronen på samme tog som os. Efterhånden blev det vist lidt at et projekt for begge parter at få os ind på de rigtige pladser - lige på det punkt havde vi ingen trang til protester og vi-kan-selv blev for en stund pakket væk.
Vi var en smule spændte hvad der ventede os - vi skulle nemlig rejse på en klasse dårligere end sidst. Men vi kom ind i en vogn, som mest af alt mindede om toget fra Harry Potter. Bourdeau farvetema og tre køjer på hver side. Så var der da dømt hygge. Eller i hvert fald en masse snak med en meget nysgerrig inder, som på meget kort tid fik styr på de mest nødvendige informationer om sine medpassagerer. Han stod heldigvis af toget lidt i 21.00.... På en lang togtur som denne, er der helt tydeligt faste rutiner. Først og fremmest er der maden. Denne kan man (som vi gjorde) købe på turen, enten ved at have rigtig meget is i maven og hoppe ud af toget i de 10 min. den holder på perronen og købe et måltid mad til lige godt 4 kr. Eller også kan man købe diverse indiske snacks af råbende sælgere, der kommer ind i toget når det stopper. Vi fik prøvet begge dele, og følte os ret så hardcore da vi stod på perronen med en foliebakke fyldt med Chapati og karry mens vores rygsække pænt ventede os inde i toget. Derudover har vi fundet ud af, at det at spise mad er en ret så privat sag. Når det er tid enten til købt mad i foliebakke eller madpakke i bananblade og avispapir, rykker man pænt til side så den spisende kan få plads ved vinduet og kan gøre brug af det lille klapbord. Ja
hverdagslivet i et tog kræver logistisk snilde.
Næste dag var der en der fyldte 20, og det blev - selvfølgelig -fejret med rigelige mængder af snacks og banankage! Sofie blev vækket (vækket er nok så meget sagt) af dæmpet fødselsdagssang af Amalie, så sad vi der i overkøjen med bøjede nakker og holdte dansk fødselsdagsmorgen, hvilket inkluderede en købt banankage med danske flag!!!! Og pludselig var vi på magisk vi i Mumbai, kun halvanden time forsinket, hvilket vist er meget normalt....
Vi tog den første (og dyreste) taxa til vores hotel, og efter Sofie havde modtaget lykønskninger fra nær og fjern - inderne gav hånd når de hørte hun fyldte år, tog vi ud for at fejre i Mumbais natteliv!
Billige drinks og kæmpe øl er jo som bekendt opskriften på en god aften, og the cherry on top var natklubben #social club, som var meget insta-inder-selfie-hashtag agtig, helt i tråd med den ungdomskultur vi havde ellers havde oplevet!
Noget af det bedste var den midaldrende gruppe rejsende der tydeligvis (ligesom os) havde læst om stedet i Lonely planet, og nu stod med rygsækken på maven, og filmede os dansende, mens de forsigtigt svingede med i takt (så godt som de nu kunne)
Efter at have taget revanche for den lange togtur med indiske dansemoves og masser god spise, var vi godt balrede og skulle på hovedet i seng!
Dagene i Mumbai gik med at vandre rundt på gader og stræder, og nyde de meget vestlige cafeer, hvor musli ikke var en sjældenhed, og hvor der var overdådige mængder af kage og lækre vafler! Mumbai er i det hele taget en flot by, med høje bygninger fra da byen hed Bombay og var under britisk herredømme, men også klassiske skyskrabere med kæmpevinduer i sære former, og små bazarer med et mylder af mennesker og dyr der pryder gaderne.
Mumbai var samtidig også kontrasternes by. Det mærkede vi, da vi prøvede at finde en H&M i den anden ende af byen. Vi kom fra en havn, hvor folk boede under presseninger i ly af en mur, mildest talt på en losseplads, til et koloenormt airconditionafkølet storcenter holdt i sort og hvid og velklædte mennesker - det var nærmest et større kulturchok end da vi stod ud af flyet i Delhi!
Selvom forventningen om en efterhånden sagnomspunden highstreet butik med faste priser som H&M var høj, fandt vi hurtigt ud af at virkeligheden blegnede lidt. Og selvom det var sjovt at gå og spekulere over, hvad jer derhjemme går og shopper for tiden, hørte H&M bare ikke helt til i vores farverige Indien. Vi skulle selvfølgelig også ind og se en Bollywood film. Titlen på filmen er vi ikke helt i stand til at skrive ned, men der var skruet op for den helt store kærlighedshistorie, som selvfølgelig endte med døden for de to hovedpersoner - og samtlige andre medvirkende. Inden vi kunne blive glædelig overrasket over engelske undertekster, skulle vi stående lige igennem den indiske nationalsang til et indisk flag på det store lærred. Så var vi ligesom igang. Og vi måtte konstatere at en indisk biografoplevelse er noget anderledes end den vi er vant til i Kennedy Arkaden.
Vi måtte nok indse, at vi var ved at være noget udkørte af hektiske indiske byer, og selvom Mumbai var noget federe end Delhi, var vi efterhånden ret klar på at komme videre.
Fest og glade dage i Katmandu
Vi kom vel afsted til Nepal, og var efter en lang omgang visa-kø, mere end klar til hotel og seng! Men ak nej, så let skal det jo ikke være. Vores AirPort Pick-ud fra hotellet var ikke kommet, og sammen med en pige der ikke havde nogen kontanter og derfor måtte hægte sig på en taxa, ringede vi og spurgte rundt i laaaang tid.
Til sidst spurgte Amalie lige en til gang, henne ved de andre taxa-chauffører. Her var der en ung fyr, der nikkede meget entusiatisk og gjorde tegn til os om at vente.
Problemet var bare, at han ikke kunne snakke, hvilket alle nepalesere omkring også sagde til os (ja, det kunne vi ligesom godt selv fornemme) og hvor velmenende han end var, måtte vi til sidst opgive taxaen fra vores hotel og finde en anden. Heldigvis var den New zealandske pige okay til at prutte med de nepalesiske taxichauffører, der uden tvivl havde set deres snit til en tur til overpris. Vi kom til
sidst til vores hotel som er located midt i Thamel - det der vist også er kendt som backpackerkvarteret i Katmandu.
Her vrimler det med turister, bagerier og yderst tiltalende souvenirbutikker. Selvom vi I Indien har været en smule turistforskrækkede, var det nu rart at snakke med folk i nogenlunde samme båd som os. Derudover er det til forskel fra resten af Katmandu et sted der sådan først rigtig vågner efter kl. 10.00, hvilket er rimelig forståeligt. Om aftenen er der skruet op for nepalesiske øl og ikke mindst musik. Udover de nepalesiske coverbands, som spiller alle klassikerne, er der skruet ekstra højt op for dj'en. Vi har flere nætter måtte gå i seng til pumpede Nirvana musik. Men det har vel også sin charme. Vi er i hvertfald overbevist om at Thamels bedste natklub (i hvert fald det som spiller højest musik) ligger lige ved siden af det hotel vi har boet på. Vi har prøvet at finde indgangen, men det er sværere en som så - det er blevet en miasion at finde den, når vi vender tilbage til Katmandu. Udover musik om aftenen har vi set en masse flotte templer. Nogle mere beskadiget af jordskælvet sidste år, end andre. Så har vi kigget rigtig meget på alle de flotte ting man kan købe. Men vi har (til en vis grad) kunnet holde os i skindet. Derudover har Nepals anden største festival været i gang. Så de meget fyldte gader i Katmandu har vi til gode. Festivalen har dog betydet, at vi i ny og næ har set folkemængder bag lastbiler med gudestatuer. Alle smurt ind i rødt pulver og dansende til meget høj musik. Noget af et syn må man sige!
Det sidste døgn har været i selskab med Nepal Socialtrekkking - det Company som vi har booket vores trekkingtur igennem. Efter at have snakket med folk som tilsyneladende selv begiver sig på tur i bjergene - især en masse rimelig sindssyge israeler, har vi haft vores kvaler omkring hvorvidt vi kunne have gjort det på egen hånd. Det korte og det lange er at vi har booket og betalt, så det kan ikke laves om. Vi blev indlogeret på et meget fint hotel (i hvert fald i forhold til hvad vi har været vant til) og det hjalp lidt på humøret (morgenmadsbuffet hjælper altid på humøret). Nu er vi meget spændte på at starte vores 10 dage i bjergene , og ikke mindst blive klogere på hvordan man gør tingene her til næste gang vi kommer... ( for det har vi vist allerede lidt lyst til)
Vi håber stadig at I har det godt og nyder efterårsferien!
Mange hilsener fra os